Min hund. Min baby.

Idag er har jeg haft min hund til røntgen på dyrehospitalet.

• 

Asta min søde hund.

Hun har i perioder svært ved at klare trapperne. Og i de perioder kan jeg næsten heller ikke få hende med ud at gå. Så tænkte at der skulle gøres noget.

Dyrlægen har kigget på hende og han gav os en tid til røntgen. For at se, om der er begyndende gigt eller andet i vejen.

Så idag skulle jeg aflevere hende kl. 8.00. Hun kan godt lide at komme ind i venteværelset. Men så stopper det også der. Som regel kan jeg næsten ikke få hende med ind til dyrlægen. Men idag skulle jeg aflevere hende i venteværelset. Årh det var hårdt. Hun trak gevaldigt i snoren. Hun ville med mig hjem. Og de øjne hun sendte mig. Snøft. Det var bedende øjne: MOR tag mig med hjem, øjne. Så jeg måtte skynde mig ud i bilen.

Min hund er jo som et lille barn for mig. Hun er min lille pige. Og jeg kan ikke klare, hvis hun har ondt. Eller hvis hun er bange for at blive efterladt. Så det var hårdt at skulle køre fra hende.

Klokken blev 12.30 og jeg ringede derud for at høre, om hun snart var klar til afhentning. Men der skulle hun først røntgenfotograferes. Hold nu op, så er dagen lang.

Kl. 14.00 ca fik jeg en sms om, at jeg kunne hente hende kl 14.30.

Jeg var først inde og snakke med dyrlægen. Alt så fint ud. Der er en lille udposning af en art mellem nogle lænde hvirvler. “Begyndende gigt”. Og hvis hun laver et vrid i ryggen ved evt. vild leg eller for hurtig op ad trapperne, kan hun få ondt. Men dejligt at hun ellers er sund og rask og ikke har problemer med hofterne. Hun er jo en moden dame på 10,5 år.

Da hun blev lukket ind til mig, var gensynsglæden stor. Og da vi havde sagt ordentlig hej og var på vej ud i receptionen, ville hun bare ud. Meeen, jeg skulle lige betale.

Det er en lidt stille hund, jeg har her til aften. Jeg tror hun er træt. Men hvor er det dejligt at have hende hjemme igen.