Jeg har nu spartlet spisestuen færdig. Da jeg havde spartlet første gang, kom elektrikeren lige og skulle fræse en rille i væggen, så der gik lige nogle dage, inden væggen blev repareret og kunne spartles anden gang.
Men jeg blev færdig i onsdags. Det er blevet spartlet to gange, slebet, grundet og malet.
Nu mangler vi bare et spisebord og stole. Det var vi ude at bestille i går. Der går lige 10 uger, inden det kommer hjem.
Peter er blevet færdig med at lægge fliser i værkstedet. Men må konstatere, at han skal have hjælp til at lægge fliser i resten af kælderen. Manden er ikke 20 år længere.
Jeg har fået malet stue ovenpå, (dvs. en halv stue, så sofaen kunne komme på plads) og vi har fået hejst sofaen op. (Den kunne ikke komme op ad trappen). Mit skab måtte samme vej.
Dejligt endelig at kunne sidde og slappe lidt af om aftenen.
Men det er ikke så ligetil at vælge farve. Heller ikke selvom det “bare er hvidt. Havde malet en halv stue. Ikke tilfreds. Har nu malet den anden halvdel en anden hvid. Nu er jeg da først i tvivl. Hvorfor findes der ikke bare EN hvid. Det ville gøre det hele meget nemmere. 🤣..
Nå, men det må jeg så lige tænke over, inden jeg maler den anden halvdel.
Torsdag kommer flyttefirmaet og henter de 40 kasser, vi har lånt af dem. Jeg mangler at tømme 5, så skal have fundet ud af, hvor de sidste ting skal være. Jeg mangler bare mit vitrineskab. Det står stadig i det rum, jeg lejede for snart tre år siden. Ja, der er nok at få tiden til at gå med. 😊