Når man mister.

Det er torsdag og jeg sidder i sofaen. Jeg burde egentlig gå i seng, for jeg er træt. Men jeg har svært ved at finde ro.

I søndags mistede jeg min far. Min søde dejlige far. Det er så uvirkeligt. Tanken om at jeg aldrig skal se ham mere, få et kram eller høre hans stemme igen. Det gør bare så ondt.

Det er hårdt, ikke bare for mig, men også for mine søskende, fars kæreste og mange andre.

Der er så mange ting, der skal ordnes. Bedemand, finde gravsted, skifteretten, finde musik til bisættelse, et sted til mindekomsammen osv.

Jeg føler, jeg går rundt i en boble, og når vi har gjort nogle af de ovenstående ting, så kommer følelserne og tårene. Tårene kommer bare, de er svære at styre. Lige som man tror, at det her, det kan jeg godt klare eller snakke om, så kommer tårerne alligevel.

I morgen skal jeg aflevere nogle ting, der skal med i kisten. Jeg vil gerne selv lægge det i, men jeg ved ikke, om jeg kan. Nu må vi se.

Snart sender vi far på hans sidste rejse.

Jeg/vi savner dig så afsindigt meget, søde far. Men du har heldigvis givet os mange gode og sjove minder at se tilbage på.

God rejse.❤