Jeg var nede på kapellet på Vejle sygehus dagen efter jeg sidst skrev.
Carina, vores bedemand spurgte om jeg ville med ind og give far sin trøje på. Men det kunne jeg ikke.
Da de kom ind i kapellet med ham i kisten, fik jeg lag nogle ting ned til far. Og jeg fik puttet hans dyne på ham. Fik sagt nogle ord til ham. Hold kæft, det var hårdt. Men jeg er glad for, at jeg kunne gøre det.
Om lørdagen var bisættelsen i kapellet i Fredericia.
Det var så fint. Han fik sin lysegrønne kiste, som han havde ønsket. Der var mange blomster og mange familie, venner og bekendte.
Bedemanden sagde nogle fine ord. “Vi vidste ikke, om vi selv kunne”. Vores tante læste et brev op fra vores onkel, der desværre ikke selv kunne komme. Og min bror rejste sig også og fik sagt noget om far.
Vi fik spillet tre numre, som far godt kunne lide. Af Enya og Cliff Richard . Det var så smukt.
Det er knap en måned siden bisættelsen nu. Det er stadig hårdt.
Livet går videre, jeg glæder mig over børn, børnebørn, sommeren, haven, familien, arbejde og kollegaer. Men hvor jeg savner ham.
Har lige været i Vejle hos min søster. Kom forbi sygehuset. Så var det dømt tudetur igen.
Alle de tanker, der går gennem hovedet, hver gang man ser eller hører noget, der minder om far.
Så er der bud fra skifteretten eller opgørelse fra bedemanden. Så tuder man igen. Det er sgu hårdt.
Nogle dage kan jeg fint snakke om far. Jeg kan grine af alt det sjove, vi har oplevet sammen, eller det han har sagt. Dagen efter skal han ikke nævnes, for så er jeg ved at græde igen.
Jeg håber, det bliver nemmere med tiden.
Nu vil jeg glæde mig til et guldbryllup vi skal til imorgen og besøg hos bonus, hvor vi også skal være sammen med min søn.
❤
Majers-blog 